På søndag den 29. november er det første søndag i advent og evangeliet er fra Lukas kap. 4 vers 16 til 30.
Glædeligt ny
tår til alle! I skæret fra det første lys i adventskransen træder vi ind over tærsklen til det nye kirkeår.
På en måde begynder det nye kirkeår ganske som en ny dag. Det første lys er den første dagning, og som dagen kommer og lyset bliver stærkere, tændes lysene i adventskransen lidt efter lidt indtil juleaften, hvor også alle lysene på juletræet tændes, men dagen bryder alligevel først helt frem julemorgen, hvor verdens lys begynder at skinne over jorden.
Kirkeåret inddeler vi i højtider og kalenderåret i årstider. Kalenderåret holder ud lidt endnu, og når det kommer, så kommer det med fuld knald og for fuldt blus fra tusinde lys.
Eet lille lys lyser kirkerummet op som tegn på det nye kirkeår, mens lysene lyser himmelrummet op som tegn på det nye kalenderår. Stilheden i stuen står i modsætning til bragene udenfor. Men både kirkeår og kalenderår hører hjemme i vort liv med hinanden som hverdag og fest, som tid og evighed, som dur og mol.
Det gamle kalenderår giver vi skylden i afskedsgave, hvor det nye kirkeår tager skylden som sin velkomstgave. Kalenderåret er en kamp med tidsånden i tidsrummet, mens kirkeåret lader Guds ånd fører os ind i Guds hjerterum.
Ingen kan bekende troen på Jesus uden at mærke suset i nakken fra forargelsens vind, for ligesom skyggen følger lyset, således vil forargelsen altid følge evangeliet. Så jog de ham ud af byen ”og drev ham hen til kanten af det bjerg, deres by var bygget på, for at styrte ham ned”.
Svend Schultz-Hansen
