Høstgudstjeneste
Jeg snakkede for nylig med en landmand fra ét af sognene hvor jeg lige er blevet præst efter fem år i storbyen. Det er et landsogn med en syv-ottehundrede mennesker og en femten fuldtidslandbrug, så det er ikke alle der bor i sognet som er i marken eller i stalden til dagligt. Men som han sagde, er det svært ikke at følge med når man bor på landet. Man kører hjem fra arbejde og kan se at afgrøderne har haft det svært. Man lægger mærke til at der er færre køer på de afsvedent-gule marker. Man lever på den måde med landbruget også selv om man ikke arbejder der. Måske er det kun sådan én som mig selv der har brug for at blive mindet om koen og kornet.
Jeg tænker alligevel det er dét høstgudstjenesten skal bruges til i kirken på søndag. Der var engang en professor i teologi i Århus som spurgte hvem det var mest rimeligt at takke for aftensmaden: konen som havde stået i køkkenet, eller Gud? Jeg tror han misforstod hvad det vil sige at takke Gud. Det er en grundlæggende form for taknemlighed der er tale om. Men han havde en pointe. Nogen har stået i køkkenet og lavet mad, og så er det ikke kun Gud som skal have tak. Og mælken kommer et sted fra, fra levende væsner som andre har passet. Hvis man bor i byen og sjældent kommer på landet, er de lige så usynlige som Gud. Det er udmærket at blive mindet om at de er der bagved et sted.
Jeg gik med ud i stalden efter kaffen. Sådan en bygning havde jeg ikke været i siden jeg var barn. Jeg véd ikke hvad jeg havde forventet. Jeg ved ikke om jeg havde troet at koen ville afsløre alle sine hemmeligheder for en fremmed. Eller at jeg på fem minutter ville forstå hvad det vil sige at arbejde med dyr. Jeg kiggede ind i kalvens store brune øjne og følte dens ru, lyserøde tunge uden at blive meget klogere på dens verden eller på hvad den tænkte. Men jeg fik trods alt en fornemmelse af en virkelighed som jeg burde kende bedre. Ikke kun fordi jeg nu er præst på landet. Men også fordi jeg som alle andre lever af den, helt fysisk, hver dag.
Kenneth Berg, Øster Hornum
