fredag, april 26, 2024

Kig ind til fernisering

Nørager Kultur- og Medborgerhuset Kig Ind byder indenfor til Fernisering tirsdag eftermiddag den 8. november.

NØRAGER: Lene Krüger Schade fra Støvring udstiller billedkunst, og på dagen har Lene egen produktion af unika strik med.

Hun fortæller, at hun har den glæde i livet at være billedkunstner. Hun har malet i mange år, men har mere tid til det nu. Til at begynde med havde Lene sit fuldtidsjob, mand og børn, men nu er der mere tid til at gå til lærredet, når inspirationen kommer. Hun har deltaget i mange kurser og uddannelser for at dygtiggøre sig og lære nye teknikker.

Lene Krüger Schade har fra start prøvet sig frem i forskellige genrer og med de forskellige teknikker, hvilket gør at der er stor forskellighed i hendes billedkunst. Det der kendetegner hendes kunst, er de varme farver og hvert kunstværk er unikt.

Lene udtrykker så fint: 

– Jeg finder glæden ved farver, ved at få inspiration i naturen og ved at mærke duften af vand og skov, freden og lyset. At male giver en stor tilfredshed og en indre glæde.

I flere år har Lene Krüger Schade haft galleri i Hvalpsund, men da huset er solgt, har hun ændret galleriets struktur fra fysisk galleri til internet, kombineret med udstillinger rundt om i Nordjylland.

Gennem alle årene har Lene deltaget i mange udstillinger, og haft kunsten udstillet i virksomheder og kunstforeninger.

Til ferniseringen vil der blive serveret en lille forfriskning. Alle er velkommen. 

Udstillingen kan ses frem til 7. januar 2023.

Related Articles

- Advertisement -spot_img

Seneste artikler